Indledning:

Vi har i vores samskabelsesprojekt arbejdet med en målgruppe af børnehavebørn i alderen 5-6år, fra børnehaven Troldhøj I Silkeborg kommune. De har i børnehaven stort fokus på digitalisering og brugen af medier i hverdagslivet. Vi har i vores samskabelsesprojekt anvendt loop-modellen til, at rammesætte vores mediepædagogiske forløb. Vores overvejelser, tiltag og teoretiske viden er beskrevet herunder.

Tema-loop:

Vi har i vores samskabelsesprojekt valgt, at arbejde med temaet fællesskab, vi har valgt dette tema, da vi i igennem personlige erfaringer selv har oplevet hvor vigtig det er, at være en del af et fællesskab.
I dagtilbudsloven §8 stk. 1 står der, at vi som kommende myndighedspersoner skal være med til, at fremme børns alsidige personlige udvikling.
§7 stk. 4 Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati. Dagtilbud skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund.

Alle børn har betydning for fællesskabet, og det er derfor vigtigt, at vi som kommende myndighedspersoner arbejder med begrebet fællesskab. I inklusionsblomsten er et af punkterne accept og anerkendelse. Det omhandler i hvor høj grad alle børn er accepteret og anerkendte af deltagerne i fællesskabet. For at børnene bliver inkluderet i vores fælles samskabelsesprojekt, er det vigtigt, at vi tilrettelægger forløbet med multimodale fortællinger, der er let forståelige og inspirerende. For at børn trives og kan indgå i fællesskaber, er det vigtigt med gode og anerkendende relationer. Derfor forholder vi os åbne og anerkendende i forhold til børnenes bidrag til projektet.
Det at indgå i gode og udviklingsstøttende relationer er en forudsætning for barnets udvikling, læring, trivsel og sundhed. For at kunne begå sig i et fællesskab, er de sproglige kompetencer vigtige, da de gør at vi kan kommunikere, og dermed indgå i sociale relationer. Det er i det sproglige samspil vi udvikler os som individer. Når to børn leger, anvender de sproget som kommunikationsform til, at blive enige om legens rammer og indholdet. Det er i dette sproglige samspil, at det enkelte barn bidrager til legen, og dermed er en del af fællesskabet. Et eksempel fra praksis; ”Mille og Andreas leger i legehuset. Da Mille siger; ’Nu er du hunden og så er jeg moren’. Andreas kaster sig ned på alle fire og begynder at gø.” –Dermed er legens ramme og regler sat.
I forhold til at indgå i et fællesskab spiller kapitaler en væsentlig rolle. Den franske sociolog Pierre Bourdieu definere kapitaler, som menneskelige ressourcer eller goder. Kapitalbegrebet består af tre hovedformer: økonomisk kapital, kulturel kapital og social kapital. De forskellige kapitaler spiller en væsentlig rolle for det enkelte barn, og fortæller på den måde, hvilke muligheder det enkelte barn har for, at begå sig og deltage i fællesskabet. For at barnet kan være en del af et fællesskab, og være i en relation med andre børn, er det vigtigt at barnet bliver inkluderet i fællesskabet. Det kan være i form af anerkendelse, så barnet føler sig værdigfuldt, det er også vigtigt at barnet ved hvordan det skal kommunikere, for at kunne indgå i relationen, og til sidst spiller det en væsentlig rolle hvilke kapitaler barnet er vokset op med, da det påvirker måden barnet agere med andre på.

Kultur-loop

Kulturloopet tager udgangspunkt i den kultur, vi har omkring mediernes brug i samspillet med børn, forældre og daginstitutionerne. De digitale medier får mere og mere indflydelse på vores hverdag, da man som forældre skal bruge Tabulex i børnehaven. Derudover har vi erfaret fra praksis, at mange pædagoger også anvender digitale hjælpemidler ved samling, optælling, dokumentation og digitale pædagogiske tilrettelagte aktiviteter. Derfor inddrages børnene også i den digitale verden, da samfundets digitalisering stiger.
Steen Søndergaard, lektor på University College Copenhagen, udtaler;

” Vi oplever, at viljen er der hos kommuner og institutioner. Rigtig mange efterspørger viden om, hvordan de kan bruge teknologien bedre i det pædagogiske arbejde. De fleste begynder med at bruge de digitale medier til læringsspil, men efter et stykke tid vil de gerne bruge det mere aktivt”.

Derudover pointere han, at læringsspil kan være rigtig gode i forhold til, at motivere børn, som har svært ved de gammeldags bogstaver- og talopgaver.
Derfor er det vigtigt at vi som kommende pædagoger har kendskab til forskellige digitale udtryksformer.

Via vores samskabelsesprojekt skaber vi et fælleskab med børnene og indbyrdes i børnegruppen, da de er sammen om at lave et fælles projekt som de har indflydelse på. Ved at børnene samarbejder med de voksne, får alle parter nogle forskellige erfaringer indenfor brugen af digitale udtryksformer. Derved bliver børnene mere kreative og lærer at udtrykke sig på forskellige måder, ved brug af de digitale medier.

Æstetisk & kreativ loop

Vi har i vores projekt valgt at bruge følgende æstetiske og kreative virkemidler; Narrativ fortælling, film, samt tegn og tale (stop motion). Dette har vi valgt, da barnets identitet dannes i mødet med fortællinger og film. Børnene bliver udfordret i forhold til både sig selv og fortællingen på samme tid, via virkelighedsfordobling, hvor barnet lærer at distancere sig fra sin egen virkelighed og øve sig i, at tænke abstrakt og sin forståelse af symbolik. Og via identitetsfordobling hvor barnet ved, at identificere sig med forskellige figurer opnår et godt billede af hvem de er, samt hvordan de gerne vil være. På denne måde udvikler børnene langsomt deres identiteter.
I vores opgave kommer det æstetiske til udtryk når vi sender film, fortællinger og tegninger til børnene, herved kommunikerer vi om vores fælles og individuelle oplevelser af verden og os selv. Dermed bidrager vi til, at socialisere børnene, altså at gøre dem til borgere i samfundet og aktive deltagere i kulturen.
Når vi i projektet anvender filmatisering, er det på baggrund af vores viden om de æstetiske formudtryk der udgør filmens virkemidler som indhold, karakterer, miljø, farve valg, klipning m.m. Alle disse virkemidler har vi tænkt meget over, da vi ønsker at kommunikere særlige følelser ud til børnene i Troldhøj. Vi arbejder som sagt med temaet fællesskab og om hvordan man kan være sammen med andre, derfor var det aktuelt, at tænke filmatisering ind i projektet. Dette tænkte vi da mange film, inklusiv vores egen, omhandler venskaber og sociale relationer. Ved at se film, træner børnene deres evne til, at aflæse andre menneskers følelser via deres ansigtsudtryk og kropssprog.

Ramme-loop

I vores samskabelsesprojekt har vi valgt, at filme forskellige steder på skolen. Vi udarbejder som sagt et forløb, hvor temaet er fællesskab. Måden hvorpå, vi kommer omkring emnet er igennem flere videointerview med tilhørerende stop-motion film. Vedkommende som bliver interviewet, fortæller om en god oplevelse, hvor vedkommende har følt sig som en del af et fællesskab. Imens der bliver fortalt, bliver der vist en stop-motion film, som er lavet ved hjælp af tegninger. Tegningen illustrerer fortællingen for, at gøre det mere interessant for børnegruppen. Ved at det er en tegning, kan barnet projicere eventuelle oplevelser det selv har haft, over på tegneseriefiguren. Sproget vi har valgt at bruge vil være let forståeligt for et børnehavebarn. Vi har valgt, at lave en blanding af interview og en stop-motion film, så børnene kan sætte ansigt på den som fortæller, inden vi skifter til stop-motion delen.
Vi håber at børnegruppen vil dele deres fortællinger med os, om hvornår de har følt sig som en del af et fællesskab.
Da børnegruppen er vant til, at arbejde med iPads i dagligdagen, har vi en formodning om, at det vi håber børnene vil lave, er inde for zonen for nærmeste udvikling. Vi har primært fokus på processen i forløbet, da det er vigtigt for os, at børnene får mulighed for, at komme med deres egen fortælling. Igennem vores samskabelsesprojekt, giver vi børnene medbestemmelse og medansvar. Det er med til at udvikle børns selvstændighed og deres evner til at indgå i forpligtende fællesskaber. Vi håber på, at vi ender ud med en digital ”drejebog”. Hvordan den endelige form bliver ved vi endnu ikke.

Teknik-loop

Vi har valgt, at formidle vores multimodale produkt således, at vi laver en filmatisering af vores fortælling, hvor en fortæller i baggrunden af videoen formidler hvad der sker til vores målgruppe. Vi valgte helt, at se bort fra det skriftelige, da vores målgruppe ikke forventes, at  kunne læse.
I vores filmatisering har vi valgt, at ville bruge videoredigerings programmet ”iMovie”. Vi vil ydermere bruge ”stop motion studio”, hvortil der vil være en personlig fortæller i baggrunden, som er knyttet til historien. Man vil også se personen kort i optakten til fortællingen. I vores filmatisering vil der være en tegner der sammen med fortælleren illustrerer hvad der bliver formidlet til vores målgruppe. Derved håber vi, at vi med vores ideer kan fastholde interessen hos vores målgruppe og at de vil føle det spændende at deltage sammen med os.
I vores institution bruger de allerede IPads som en del af hverdagen, derfor føler vi at vores valg med IPads til filmatisering vil ramme en naturlig nysgerrighed der allerede eksisterer hos børnene. Det er også en fordel for os, at børnene i samarbejde med pædagogerne er vant til at arbejde med denne form digitale medier.